FÅ BESØG AF DANMARKS MEST HÆVNTØRSTIGE KAT
LAV DIN EGEN MØGMIS TEGNESERIE
__________________________________________________________________________
PÅ NATURTUR MED SOL FRA INDRE BY
-Et foredrag for de mindste-
Med udgangspunkt i billedbogsserien Sol over indre by - og historien om en ilder vil vi gerne invitere de mindste med på “naturtur” i byen.
Hvordan ser naturen ud i byen? Hvilke dyr lever og trives der? Og hvad er forskellen egentlig på et husdyr, kæledyr, skadedyr og rovdyr (eller var det røvdyr?)
Sophie Souid vil læse højt fra historien og starte en dialog med børnene om kæledyr. Har de mon et derhjemme? Eller hvilket, står højest på ønskelisten? Hvad er rart ved at have et kæledyr? (Og hvad kan være knap så rart?)
I tråd med fortællingen kommer vi også ind på temaer som ansvar, moral - og forskellen på at låne og stjæle - men også diversitet og donorbørn, og at familier kan se ud på mange forskellige måder.
Emilia Rubæk vil live-tegne og i samarbejde med børnene lave en tegneseriestribe med ilderen eller de to duer, der optræder (og laver spilopper) gennem opslagene i bogen om Sol. Her skal børnene være med til at lave handlingen, før vi runder af med quizzen: Gæt en dyrelort i byen, hvor der selvfølgelig er en præmie på højkant til alle.
Varighed ca. 45-60 min. Aldersgruppe: 4-9 år
__________________________________________________________________________
MØD DEN EVENTYRLIGE SUPERLIGA MED ALF & BJØRN
Her inviteres indskolingen ind i et magisk univers, der møder en moderne nutid, hvor der er højt til loftet og rablende påfund. Med udgangspunkt i bogserien Alf & Bjørn redder verden bliver der rystet og rokket ved alle forestillingerne om de klassiske, eventyrlige figurer som tandfeen, Ole Lukøje og julemanden.
Børnene kan glæde sig til hæsblæsende og humoristisk historiefortælling og til at deltage i den store tandfequiz med dertilhørende præmier.
Mødet med den magiske superliga vil få fantasien til at lege med og vække nysgerrigheden hos både læse- og historieglade børn. De sagn, myter og kulturelle traditioner Sophie Souid fortæller om kan føre til en spændende videre dialog mellem børn og voksne: Hvad ved de egentlig om tandfeen? Og kender de mon sagnet om Krampus? Eller myten om Ole Lukøjes mørke paraply, der frarøvede slemme børn deres drømme?
Varighed ca. 45 min. Aldersgruppe: 5-9 år.
__________________________________________________________________________
MØD EN FORFATTER
_________________________________________________________________________
Søg tilskud fra Statens Kunstfond til et forfatterbesøg eller en workshop lige her