Foto: Simon Klein-Knudsen
Sophie Souid er børnebogsforfatter, oversætter og podcastvært.
Hun har en baggrund i modebranchen og har rejst verden rundt, men måtte helt til New York, før hun fandt sin rette hylde - som var i børnelitteraturen.
Sophie er kendt for sin humoristiske, tempofyldte skrivestil, der samtidig er vedkommende og spejler udfordringer, som børn i målgruppen kan relatere til. Hun debuterede i 2018 med Død over Tandfeen, og har allerede en lang række udgivelser i bagagen, der både tæller billedbøger, julekalendere, spændingsromaner og tegneserier.
Sophie har vundet flere litterære priser og blev i 2023 tildelt G.E.C. Gads Hæderspris. Hendes gennembrud blev med tegneserien MØGMIS, som hun har lavet sammen med illustrator Thomas Hjorthaab. MØGMIS har også flere nomineringer og priser på samvittigheden og har blandt andet vundet en Orlapris. Serien om den hævntørstige kat er solgt til oversættelse i Norge, Sverige, Italien, Finland, Polen og Frankrig.
Sammen med Thomas Brunstrøm er Sophie desuden vært på podcasten Fuld af Løgn, når hun ikke holder foredrag og workshops om sit forfatterskab på landets skoler og biblioteker, hvor hun inviterer børnene med ind i sit univers.